Hvalpenes opvækst

Herhjemme er hundene i hælene på os hele tiden. Eftersom vi bor i en lejlighed midt i København og i en bygning fra 1877, er her ikke smarte påfund som bryggers eller en decideret entre. Og det giver uden tvivl lidt ekstra støvsugning og gulvvask, når vi kommer hjem efter eksempelvis en tur i regnen.

Til gengæld har vi det nemt, når hvalpene skal socialiseres. Vi skal blot gå udenfor døren, for at møde hele verden. Lejligheden er en høj stuelejlighed, så selvom det bliver til mange trin, når hvalpene skal ud, kommer de ud mange gange dagligt, så snart de har alderen til det.

De første tre uger

En uges tid inden fødslen gør vi hvalpekassen klar. Den bliver sat op i soveværelset og overtager rollen som Tinkas primære sovested.

Mens vi tæller ned til den store dag, sikres det, at vi hjemme-apoteket er velekviperet og at der er tæpper og vaskeklude klar.

Fra hvalpene har set dagens lys og til de er ca. 3 uger gamle, bor de i soveværelset.

Store flyttedag

Som hvalpene vokser til og både kræver og fylder mere, flytter de ind i stuen, hvor den store hvalpegård sættes op. Her får de lov at opleve alle dagligdagens lyde og vænner sig til det leben, der er i en familie.

Det er også omkring denne tid, at der begynder at komme gæster på besøg. Både kommende hvalpeejere, men også familie og venner der både har lyst til hvalpehygge og at deltage i socialiseringen.

Ud på tur

Når hvalpene er ca. 5 uger gamle, begynder vi at sætte fokus på socialiseringen. Vi har hvalpene ude i vores gård flere gange dagligt, og så tager vi ud på tur et par gange om ugen. Det kan være en tur på stranden, ud at køre bil, over i den lokale park eller boldbanen rundt om hjørnet.

Vi tager på bondegårdsbesøg, får klaret dyrlægebesøg og nogle gange tager vi også på besøg hos nogle af de kommende hvalpeejere.

Hvalpegården benyttes efterhånden kun, når det er sovetid. Ellers bevæger de sig mere eller mindre frit rundt herhjemme. Man bliver hurtigt ferm til at bevæge sig rundt, uden at vælte over små pelskugler.

Klar til at flytte hjemmefra

Hvalpene må flytte hjemmefra, når de er 8 uger gamle, men vi holder dem som regel gerne til de nærmer sig de 9 uger. Lidt ekstratid med mor og søskende giver dem mere læring blandt andet i forhold til bidehæmning og hundesprog.

Jeg plejer at fordele afhentning udover dagen, så der er tid til at få dem sendt godt afsted. Der skal nemlig både underskrives og udleveres papirer, vi skal gennemgå pasningsvejledningen og hvalpepakke. Ikke mindst skal der være tid til at tale om alt det, der måtte ligge jer på sinde som nye hundeejere.

Og så begynder jeg som regel at snøfte lidt, når det er til at vinke på gensyn. Jeg har vældigt let til tårer, men jeg ved heldigvis, at det er de bedste hvalpekøbere, der er på vej hjem, med deres nye familiemedlem. 

hjem til kærlighed engelsk springer spaniel