Stævnemøde t/r – en weekend og 2.000 km.

Stævnemøde t/r – en weekend og 2.000 km.

Når naturen siger det er tid, er der ikke meget andet at gøre end at makke ret. I hvert fald hvis man planlægger parring, med håbet om et kuld fine engelsk springer spaniel hvalpe. 

1, 2 og 3 x progesterontest

Med tanke på hvor mange historier der eksisterer om parringer, der er sket i løbet af et splitsekund og uden forudgående forberedelse, kan det virke helt skørt, at farte frem og tilbage til dyrlægen, for at få foretaget ægløsningstest af sin hund. 

Hele tre gange var vi af sted, og det skyldes mest af alt, at der ventede en lang rejse, for at mødes med den udvalgte hanhund. Nærmere bestemt knap 1.000 km. Pr. vej. Og hvis der skal køres nogenlunde forsvarligt og med et blik på køre-hviletidsbestemmelser, så er det en tur på 11-12 timer. Altså lidt svært at nå frem til tiden, hvis ægløsningen pludselig var lidt for godt i gang. 

Meningen med galskaben

Selvom løbetiderne for mange hunde, også Tinka, er nogenlunde faste og til at regne med, kan der være faktorer, der spiller ind på ægløsningen. 

Dels vil tæven med alderen langsomt forskubbe sin ægløsning. Det betyder at hun skal parres senere og senere i løbetiden, jo ældre hun bliver. Samtidig kan stress påvirke ægløsningen, sådan at det hele går lidt i stå. Så selvom tæven er ‘på vej op’ i progesteronmålingerne (progesteron er et hormon, der dannes i æggestokkene), kan eksempelvis rejseaktivitet påvirke at det hele går i stå. Og så kan man risikere, at ægløsningen slet ikke sker. 

Det er også sket for tæver, der ellers er vant til rejseaktivitet. Så selvom det ofte kun sker for alle de andre, tør jeg ikke tage chancen. Det vil være fjollet at sidde langt væk hjemmefra, med en tæve der alligevel ikke bliver klar til parring. Ligesom jeg heller ikke vil risikere at miste muligheden for parring, hvis ægløsningen er sket før forventet – eller uden at blive opdaget. 

Derfor var vi henover en uge faste gæster hos dyrlægen. De kvitterede heldigvis troligt med godbidder, når Tinka skulle have målt progesteronniveauet. Tinka synes fortsat at dyrlæger er en ren fest. 

Og så afsted

Ikke over stok og sten, men i god ro og orden. GPS sat til Wroclaw og en måltidskasse på passagersædet. Og med en god blanding af spillelister med alt fra gammel pop til moderne hiphop. Fra tid til anden også noget podcast og lydbog. 

Heldigvis er jeg vant til lange køreture på egen hånd. Derfor ikke de store udfordringer, og det gik i fin stil frem til destinationen. Her ventede den sødeste hanhund Jay, der til dagligt bor sammen med sin familie. Og familiens andre engelske springer spaniels og griffoner. Alle hunde der går sammen i en stor glad flok, og er centrum i en aktiv dagligdag med voksne og to børn, der bor på et fantastisk landsted i den polske natur. 

"Jay"
"Tinka"

Hvis alt går vel

Tur/retur København-Wroclaw på en weekend. Godt 2.000 km. tilbagelagt. Det er ingenting, når resultatet forhåbentlig bliver et herligt bundt hvalpe.

Nu er der ikke andet at gøre end at vente. Hvis der er hvalpe, vil de forventligt fødes omkring 22. januar 2023. 

Stamtavle kuld 2023

Ca. 28 dage efter parring vil det være muligt at scanne for drægtighed. Det er ikke altid, jeg gør det. For venter man blot en god uges tid længere, vil drægtigheden kunne ses med det blotte øje. Men det er set før, at nysgerrigheden overmander mig, og så tøffer jeg afsted til scanning. 

Hvis du er nysgerrig på, om en springer spaniel er noget for dig, kan du læse mere om racen her.

Er du interesseret i en hvalp fra dette kuld eller vil høre mere om vores opdræt, så kontakt os endelig.